Vi skal tale om det mentale pres
For nogle uger siden sad jeg i min sofa og scrollede lidt på Instagram, da jeg stødte på en overskrift, som fangede min opmærksomhed: Rekordmange piger og kvinder går til fodbold. Jeg klikkede på nyhedsartiklen fra DBU og kunne så læse, at nyere tal fra DBU viser, at der i dag er næsten 80.000 piger og kvinder, som går til fodbold i Danmark. Det er flere piger og kvinder end nogensinde før. Det gjorde mig varm om hjertet at læse. At læse at den udvikling, som kvindefodbolden har gennemgået, og fortsat gennemgår, i disse år har gjort en konkret og mærkbar forskel; at der faktisk er flere piger og kvinder, som har fået lyst til at melde sig ind i en fodboldklub.
”Det er en meget positiv udvikling og er med til at styrke diversiteten i dansk fodbold”, udtaler formand for DBU, Jesper Møller, i nyhedsartiklen fra DBU. Og jeg deler hans begejstring. Jeg synes, det er fantastisk, at kvindefodbolden har udviklet sig i en sådan grad, at det har givet flere piger og kvinder lyst til at deltage. Jeg mærker og ser det selv på kampdage hos SK Brann Kvinner i Bergen, når vi i fanzonen efter hver kamp giver autografer og får taget billeder med en masse unge piger. Unge piger som selv går til fodbold, og som drømmer om en dag at blive professionelle. Jeg ser dem i øjnene og tænker på, hvor fantastisk det er, at de, i modsætning til jeg selv på deres alder, har nogen og noget at se op til. At der er en fremtid i fodbold for ikke bare deres drengevenner eller deres brødre, men også for de unge piger selv.
Men jeg tænker også noget andet, når jeg ser disse unge piger i øjnene. Jeg tænker på, at de, hvis de virkelig mener, at de vil være professionelle fodboldspillere, også ser ind i en virkelighed og i et miljø, som jeg håber vil forandre sig. Jeg tænker på, at jeg håber, at de vil opleve et andet miljø, end det jeg i perioder har oplevet i fodboldverdenen. Jeg tænker specifikt på det mentale pres. Et mentalt pres, som livet i professionel fodbold naturligvis fører med sig, men også et mentalt pres som ikke altid bliver anerkendt. Et mentalt pres som ofte bliver overset til fordel for fysisk træning og sund kost, som selvfølgelig i øvrigt også er vigtige aspekter af et professionelt sportsliv.
At kvindefodbold er under udvikling er fantastisk, men jeg tror også, det er vigtigt at turde sige højt, at kvindefodboldens udvikling også bør medføre afvikling. Afvikling og afskaffelse af de dele af fodboldmiljøet, som kan fremstå “brutalt, gammeldags og råddent”, som der står i beskrivelsen til Viktor Fischers interessante podcast ‘Indersiden’, udgivet på DR. Afskaffelse af den gammeldags indstilling til det mentale pres, som hævder, at ‘man bare skal tage sig sammen’ eller, at ‘sårbarhed er svaghed’ eller, at ‘piger også bare er lidt for følsomme’. Jeg tror ikke, det er måden, vi beholder og tiltrækker flere piger og kvinder, og i øvrigt heller ikke drenge og mænd, i fodbold på. Hvis vi vil fortsætte med at se rekordhøje antal piger og kvinder i fodbold, er vi nødt til at sætte fokus på det mentale aspekt.
Jeg har set utallige eksempler på spillere, som ikke kunne klare det mentale pres længere. Som måtte lægge fodboldstøvlerne på hylden, fordi det blev for hårdt. Og så har jeg også selv oplevet, at det mentale pres blev for tungt at bære. Som 16-årig stoppede jeg på ungdomslandsholdet og satte klubfodbold på højeste niveau på pause i lidt over tre år, fordi det blev for hårdt. Hvad det specifikt handlede om, kan vi dykke mere ned i, i et senere blogindlæg, men for nu er min pointe bare, at jeg tror og faktisk næsten er sikker på, at jeg kunne have undgået den pause, hvis nogen omkring mig i første omgang bare havde set, italesat og forstået det mentale pres, jeg oplevede. Hvis der havde været fokus på den mentale træning frem for kun den fysiske. Hvis jeg ikke havde gået med det selv. Derfor brænder mit hjerte for at skabe et rum, hvor vi ikke går alene med det mentale pres. Og det er det, jeg og vi håber, at Kruses Corner kan være med til. At skabe et rum, et lille hjørne, hvor vi sætter lys på det, der har været i mørke alt for længe. Hvor vi sætter lys på de psykologiske og mentale aspekter ved kvindefodbolden. Jeg håber, I vil læse med og bidrage til, at jeg og andre kvindelige fodboldspillere kan se de unge piger i fanzonen i øjnene og vide, at de bliver taget vare på; ikke bare som fodboldspillere, men også som mennesker.
