Det famøse ‘udlandseventyr’: Hvor er mellemregningerne

Photo Credits: Como Women; Photographer: Valentina Luraghi

Kvindefodbolden vokser. Udvikler sig. I takt med den udvikling opstår der flere og nye muligheder. Udover muligheden for at flere og flere kvindelige fodboldspillere i dag er på kontrakt og dermed nu har mulighed for at tjene penge på, og endda i nogle (!) tilfælde leve af, at spille fodbold, er også muligheden for at rejse til udlandet blevet en realitet for flere og flere kvindelige fodboldspillere. Ifølge tal fra Politiken, udgivet i februar 2025, havde 343 danske, både mandlige og kvindelige, fodboldspillere på daværende tidspunkt kontrakt med udenlandske klubber, hvoraf 73 af disse var kvindelige fodboldspillere. Det er et rekordhøjt antal. Og selvom den hjemlige A-liga i denne sommers transfervindue har vist sig attraktiv for flere danske profiler i udlandet, der nu vender hjem, er der fortsat flere og flere, som drager på det famøse ‘udlandseventyr’. 

Jeg selv er lige skiftet til F.C. Como Women i den italienske serie A. Jeg nåede at være i klubben i 7 dage, inden vi skulle på en 10-dages lang træningslejr. Jeg sidder ved en tyrkisblå flod, som løber gennem det frodige landskab mellem alperne i det nordlige Italien. Tyrkisblåt vand, blomster og alper i baggrunden. Mit yndlingssceneri. Jeg tager min telefon frem for at forevige det smukke syn. Og så får jeg sådan lyst til at dele det på instagram. Måske skrive noget med ‘træningslejr dag 8/10’. Jeg deler den. Og sletter den igen efter få sekunder. Det føles forkert. Det smukke, idylliske billede afspejler nul procent, hvordan jeg har det i min krop lige nu. Jeg ser mig selv udefra. Tænker at jeg selv, på den anden side af skærmen, så ofte har set fodboldspillere poste ‘første uge i min nye klub’-billeder, som altid ser så utroligt magiske ud. Og bare for en go’ ordens skyld, så er det her er ikke vand på ‘instagram-er-fake’-møllen, for jeg ka’ godt li’, når fodboldspillere deler deres liv, og jeg elsker også at gøre det selv. Jeg har bare selv manglet, at nogen også beskrev mellemregningerne. De ting der sker før opslaget om klubskiftet og dagene efter, når alting er nyt. Hvad sker der egentlig der? Det er hensigten med indlægget her. At gi’ et lille, kort indblik i noget af det magiske, det spændende, det overvældende og det lavpraktiske, som jeg selv har manglet, at nogen beskrev. Måske det ka’ gi’ dig, der som spiller overvejer at flytte til udlandet for at spille, et reelt indblik i, hvad der måske venter. 

Jeg spoler lige tiden tilbage til sommerferien. Stefan, min mand, og jeg har pakket vores hjem i Norge, nærmere bestemt Bergen, sammen, fordi planen er, at jeg skal skifte klub. Vi har boet i smukke Norge i to år, hvor jeg har spillet fodbold, mens Stefan har arbejdet som lærer. Vi har elsket det. Det passede utroligt godt til os, fordi vi begge elsker den norske natur, og fordi det var enkelt for Stefan at få job som lærer. Og så var det rigtigt for mig at mit første skridt til udlandet var at tage til en skandinavisk klub, hvor kulturen ikke er så anderledes. Nu skal vi så længere sydpå. Til Italien. Det har vi begge lyst til, samtidigt med at det også giver et lille sug i maven, fordi vi skal omstille os til et nyt land og en ny kultur, og fordi vi ik’ helt ved, hvor let Stefans jobsituation løser sig. Og selvom det føles rigtigt, sidder de mange overvejelser fra beslutningsprocessen stadig i kroppen. Er det nu det rigtige? Bli’r vi mon begge glade for det? 

Henover sommeren boede vi hos vores forældre. Vi forsøgte at holde lidt ferie og slappe af, selvom vi mest af alt tænkte på, hvornår flyttebilen med alle vores ting fra Norge ville ankomme. Dagen kom endelig. Vi fik et opkald fra flyttebilen, som nu havde fragtet alle vores ting fra Bergen til Danmark, til mine forældres hjem. Vi fik båret tingene ud af flyttebilen. Senere på ugen kørte vi alle tingene ud i en lade, hvor vi har fået lov at opmagasinere vores ting, mens vi bor i udlandet. Vi bar den ene sæk efter den anden ud af bilen og ind i laden. Nu lå alle vores ting der. Kommoden vi havde fundet i storskrald på Frederiks Allé i Aarhus. Lampen, der hang i køkkenet med det ternede gulv i lejligheden, vi boede i på Frederiksbjerg. Den blå og charmerende bænk, vi fik af Stefans morfar. Vores liv på 12 kvadratmeter. Jeg fik et sug i maven. Både fordi det nye eventyr er spændende, men også fordi alt det nye og uvisse får mig til at længes efter det velkendte og trygge hjem i Danmark. Hvad er det egentlig, vi har gang i? Burde vi måske snart vende snuden hjem og få noget mere stabilitet i stedet for at flytte rundt hele tiden?

Vækkeuret ringer kl. 04.15, og jeg tager ind til lufthavnen. Jeg rejser alene afsted på en dagstur til Milano for at underskrive kontrakten med den nye klub. Jeg sidder i flyet. Sveder fordi jeg måtte løbe fra security til gaten. Gaten er tom, da jeg når den. Jeg kigger ud. De sidste passagerer er på vej op ad trappen. Jeg er den sidste, der går ombord på flyet. Jeg havde allerede, da jeg løb til gaten, nået at forestille mig, hvordan jeg måtte ringe til klubben og sige, at jeg desværre ik’ lige nåede flyet, fordi jeg kom til at snooze en enkelt gang. Lettelsen falder over mig. Jeg kigger mig omkring. Har sommerfugle i maven. 

Jeg bliver hentet i lufthavnen, og vi kører mod et lægehus, hvor jeg skal have foretaget lægetjek, inden vi kører til klubben for at underskrive kontrakten. Jeg havde ik’ lige fået at vide, at jeg skulle lave en form for konditionstest på en cykel. Jeg havde derfor intet sportstøj med og måtte gøre det i de strammeste jeans. Blev mere og mere rød i hovedet og sveden piblede ned ad min pande, men jeg forsøgte at spille cool og give udtryk for, at det egentlig ik’ var så hårdt igen for mig det her. Men ellers går alt som planlagt. Vi tager ud i klubben, og folk er utroligt søde og imødekommende. Jeg har en go’ mavefornemmelse. F.C. Como Women er en uafhængig klub kun for kvindefodbold, og jeg elsker deres vision og værdier. En klub, som ønsker at redefinere, hvordan kvindefodbold kan promoveres og se ud, og en klub, der ønsker at bevise, at vi ik’ nødvendigvis behøver stå på skuldrene af et herrehold for at være berettiget til at være her, men at vi ka’ selv. På vores egen måde. På en anden måde. Det synes jeg er så fedt. Jeg tager flyet hjem igen om aftenen, og jeg smiler lidt hele vejen. Jeg glæder mig bare til, at vi om få dage skal flytte herned. 

Nogle dage senere sidder vi i Billund lufthavn. Vi har indtjekket de 5 kæmpe kufferter, som indeholder de ting, vi har valgt ska’ være en del af vores nye hjem, og nu får vi lige en kop kaffe. Det var lidt underligt at sige farvel til familien. Det er det altid. Jeg tænker på, hvor rart det er at være to. Hvor rigtigt det føles, at jeg ikke har gjort det her alene. Jeg tog først til udlandet for at spille fodbold som 27-årig. Både fordi jeg ikke havde overvejet muligheden eller havde nogen form for lyst, før jeg blev lidt ældre, men ogs’ fordi jeg havde brug for, at Stefan, som skulle færdiggøre sin læreruddannelse, havde mulighed for at tage med. At han så ik’ bare havde mulighed for, men også lyst til at tage med, er jeg bare utroligt glad og taknemmelig for. 

Jeg ku’ skrive meget mere og give mange flere detaljer om flytningen, alt det nye, alt det spændende og uoverskuelige, men for nu håber jeg, du har fået et lille indblik i nogle af de overvejelser, jeg har gjort mig, og de oplevelser, jeg har haft. Og mest af alt håber jeg, det kan give dig, der måske går med overvejelser om at rykke til udlandet, et indblik i, hvilke overvejelser der ka’ være gode at gøre sig. Hvilke tanker du med fordel kan gøre dig, før du drager afsted. Jeg tror ikke på, at dét at spille i udlandet er et eventyr i sig selv. At spille fodbold i udlandet kan blive til et ‘eventyr’, der ender godt, hvis du på forhånd har gjort dig nogle tanker om dig selv, dine egne begrænsninger, dine behov og hvad du har lyst og ikke lyst til. For mig har det i hvert fald gjort en stor forskel, at jeg, før jeg fik en agent til at hjælpe mig, gjorde det klart, at det var rigtigt for mig at forsøge at finde en skandinavisk klub, at jeg havde behov for at få min partner med, og at de værdier klubben, jeg eventuelt skulle til, passer til mine. Og så var det i øvrigt rigtigt for mig at vente, til jeg var lidt ældre, før jeg tog afsted. For dig kan det være helt andre ting der er vigtige. Og hvis du finder ud af, hvad det er, så tror jeg på, at der venter et udlandseventyr til dig, der drømmer om det.