Er det uprofessionelt, hvis fodbold ikke betyder alt?

Photo Credits: Como Women; Photographer: Valentina Luraghi

Fodbold betyder meget for mig. Ekstremt meget. Fodbold er det bedste, jeg ved. Fodbold har givet mig mulighed for at være en del af de bedste fællesskaber, jeg nogensinde har været en del af, fodbold har lært mig ekstremt meget på og udenfor banen, og der er ikke noget bedre end at være i flow i en fodboldkamp. Men fodbold betyder ikke alt for mig. Måske har jeg det sådan, fordi jeg er fra en generation, der ikke voksede op med kvindelige fodboldspillere som forbilleder. Jeg havde ingen drøm om at blive professionel fodboldspiller, for det var ikke en mulighed, da jeg var yngre. Måske havde jeg haft det på en anden måde, hvis jeg var vokset op i dag. Uanset har jeg i hvert fald altid følt, at det var forkert, at jeg havde det sådan. Og jeg har lyst til, med indlægget her, at række ud til dig, måske særligt dig, der som ung fodboldspiller, kan have det på samme måde som mig. For jeg tror på, at flere unge piger, og i øvrigt også drenge, vil få lyst til at blive ved med at dyrke fodbold på højt plan, hvis fodbold ikke behøver at fylde alting hele tiden. Jeg er i hvert fald ret sikker på, at jeg er mere motiveret end nogensinde i min fodboldkarriere lige nu, fordi jeg har accepteret, at det er sådan, jeg har det.

Julen og julepause har lige været over os. Det får mig til at huske på en juleferie for mange år siden. Jeg var en ung spiller, og jeg var lige flyttet til en ny og bedre klub. Og dermed også til en klub med højere krav. For eksempel kravet om, at jeg skulle følge et løbeprogram i min juleferie og sende gps-data ind til klubben, så de sikrede sig, at jeg fulgte programmet. Det er en del af det at være elitefodboldspiller; at du skal følge et program, også på dine fridage, og at du, til en vis grad, bliver holdt øje med. Jeg har det helt fint med det i dag, men mit 14-15-årige jeg havde svært ved at håndtere det. Jeg følte ikke, jeg måtte holde fri. Selv på de dage, hvor der egentlig stod ‘fri’ på programmet, havde jeg svært ved at overholde det. Jeg følte, jeg skulle træne hårdt hver dag. Og så følte jeg, at jeg ikke måtte fokusere på andet end fodbold og træning, selv på mine fridage. Det tog fodboldglæden fra mig. Det var ikke nogens skyld, men rammerne blev for meget for mig. Jeg kunne ikke håndtere det. Kort efter den juleferie valgte jeg at holde pause fra fodbold på højeste niveau. Ikke kun af den årsag, men det var en del af grunden. Følelsen af at fodbold blev altoverskyggende - selv i juledagene. Jeg følte mig uprofessionel, uengageret og som en ‘dårlig’ fodboldspiller. Hvorfor kunne jeg ikke holde til, at fodbold fyldte alting, også i juledagene? Hvis ikke jeg kunne holde til det, var det vel, fordi jeg manglede dedikation, og så havde jeg vel ikke fortjent at kalde mig selv for fodboldspiller?

I dag ved jeg, at det ikke var sandheden. At jeg for det første ikke var og er den eneste, der kan have det sådan, og at det for det andet ikke er mangel på dedikation eller uprofessionelt, men tværtimod klogt og smart indimellem at holde fri. At holde pauser fra at alting drejer sig om fodbold. Forskning tyder nemlig på, at sportsatleter ikke kun har behov for fysisk hvile, men også mental hvile for at opretholde gode præstationer over tid. Mental hvile kan, ifølge en artikel fra gamechanger, bl.a. være, når en sportsatlet får en pause fra konstant at tænke på sin sport, en pause fra følelsen af at livet styres af sporten, en pause fra de ensformige rutiner med træning i hverdagen, og når en sportsatlet oplever at kunne have et personligt liv udenfor sporten. For mig kan de her pauser være, når jeg fordyber mig i mit psykologistudie efter en træningsdag, eller når jeg tager til Danmark i en fri-weekend for at være sammen med venner og familie. Det er vigtigt for mig indimellem at komme ud af træningsrutinen og at bruge tid med de mennesker, jeg elsker. Uden dårlig samvittighed, men tværtimod med tanken om, at jeg lader op. At jeg ikke bare restituerer fysisk, men også mentalt. Den mentale restitution og hvile viser sig nemlig, ifølge forskning fra førnævnte artikel, at bedre den mentale genopretning. Hvis ikke du som spiller bliver ‘mentalt genoprettet’ kan det medføre nedsat kognitiv funktion under præstation (som f.eks. betyder, at du vil tage dårligere beslutninger på fodboldbanen), dårligere indlæringsevne, udbrændthed og reduceret præstationsniveau. Du er altså ikke uprofessionel, når du sørger for at holde helt fri indimellem. Du tager tværtimod dig selv, som spiller, alvorligt, fordi din præstation afhænger af mental hvile.

Som kvindelige fodboldspillere er vi vant til at have studie eller job ved siden af fodbolden. Vi er vant til at skulle rette fokus andre steder hen end på fodboldbanen, for det har vi været nødt til. På godt og på ondt selvfølgelig. På ondt når studie eller job gør det svært at fokusere på fodbold, fordi man føler sig mentalt udkørt. På ondt fordi det ikke er optimalt at skulle jonglere fodbold på højeste plan med et studie eller et job på nærmest fuld tid. Det optimale er, når fodbold kan få lov at være på førstepladsen. Men den diskussion vil jeg ikke gå længere ind i her. For nu er min pointe, at det også er på godt, at vi som kvindelige fodboldspillere har været vant til at tænke på og rette fokus mod andet end fodbold. At vi har været nødsaget til, at fodbold ikke skulle betyde alt. At det er godt, fordi det (med den rette balance) kan give os den mentale hvile, som jeg tror kan være med til at sørge for, at flere piger og kvinder, og drenge og mænd, bliver i fodboldverdenen længere tid. Jeg har både selv erfaret og set hos andre, at dét at have andre steder at rette sit fokus mod, særligt når livet med fodbold er svært, kan være hjælpsomt. Når du bliver ramt af en skade, når du bliver fravalgt, eller når du har en træner, som du er uenig med. I de perioder tror jeg på, at det ikke kun er godt, men også helt nødvendigt at rette dit fokus andre steder hen, hvis du vil undgå at lægge støvlerne på hylden. Rasmus Nissen Kristensen fortæller det så fint i et ærligt interview med TV2, når han beskriver, hvordan dét at blive far har givet ham et nyt perspektiv på sin fodboldkarriere, som gør det mindre sårbart, når tingene på fodboldbanen ikke lykkes. “Nu er jeg far før alt muligt andet. Det har givet en ro og en bund i min hverdag, som gør, at alt andet bare er min profession og min lidenskab”, som han udtaler det til TV2. 

Citater som disse fra en så profileret fodboldspiller som Rasmus Nissen Kristensen giver mig mod. Mod til at være åben og ærlig omkring, at jeg også finder ro og dybere mening i andre ting end fodbold, og at det netop er dét, der får mig til at præstere og at blive i fodbold. Når Rasmus Nissen Kristensen åbner op, som han gør i interviewet, gør han det legitimt at være professionel fodboldspiller samtidigt med at have brug for, at andre ting end fodbold får plads. Forstå mig ret. Elitefodbold kræver dedikation, hårdt arbejde og svære fravalg; også på de dage, jeg ikke har lyst. Mit budskab er ikke, at fodbold ikke skal være førsteprioritet for at kunne være med på højeste niveau. Det skal det. Mit budskab er, at dedikation og professionalisme kan se ud på forskellige måder, og at vi som spillere, trænere og forældre bør italesætte det. Italesætte at spillere, der har behov for mentale pauser fra konstant at tænke på fodbold ikke er useriøse eller uprofessionelle. At pauser og mental hvile tværtimod kan være forudsætningen for at kunne være professionel så længe som muligt. For mig er det netop en prioritering af fodbold, at jeg holder fast i at gå op i andre ting. For jeg holder fast i det, fordi jeg vil være professionel fodboldspiller så længe som muligt.