Når støvlerne bli’r lagt på hylden

Photo Credits: Como Women; Photographer: Valentina Luraghi

When you know, you know. Sådan sagde en af mine holdkammerater forleden, da vi talte om, hvordan man bliver klar til at lægge støvlerne på hylden. Og for mig blev det denne sommer. Denne sommer hvor det blev klart for mig, at det var tid til at flytte tilbage til Danmark. Tid til at lægge fodboldstøvlerne på hylden. Tid til at lægge mit fokus og min energi et andet sted. Tid til at stoppe min fodboldkarriere for at begynde en ny. 

Så nu sidder jeg i vores nye hjem i Danmark, nærmere bestemt i smukke Aarhus, og ser tilbage på et fodboldliv, som nu er fortid. Om en uges tid begynder jeg på mit nye job som psykolog, og hvor er jeg glad for, at jeg har haft muligheden for det. At jeg som yngre valgte (og i virkeligheden dengang følte mig nødsaget til) at prioritere en uddannelse, så jeg i dag forlader fodbold til fordel for en anden passion, jeg har. At jeg lander blødt i mit karrierestop, fordi det på en måde føles mere som et karriereskift. Og lad da det, selvom jeg godt ved, at det snart er en gammel sang, være en opfordring til yngre både piger og drenge; tag en uddannelse ved siden af sporten. Ikke kun fordi det er en fin adspredelse midt i en fodboldverden, hvor fodbold hurtigt fylder alting. Men også fordi det giver dig mulighed for at lande en ny karriere, som du interesserer dig for, når dit fodboldliv en dag er slut. Jeg mærker i hvert fald på egen krop lige nu, hvor stort et tomrum der er, når man forlader fodboldlivet, og hvor taknemmelig jeg er for, at jeg kan fylde det tomrum ud med en ny karriere, som jeg brænder mindst ligeså meget for. 

Og hvad er det så for et tomrum, fodbolden efterlader? Hvad er det, jeg ser tilbage på, når jeg sidder her i lejligheden og spoler tiden tilbage? Jeg ser tilbage på mange ting. Jeg ser tilbage på træninger i solskin, træning i snevejr, i stormvejr. Sjove træninger, kedelige træninger, hårde og udfordrende træninger. De hyggelige stunder i omklædningsrummet. De fedeste og sjoveste afslutningsfester. Intense og adrenalinfyldte kampdage. Middagsaftaler med dejlige holdkammerater. Udebaneture i bus og fly og tog med tid til at se serier, læse, hyggesnakke, sove. Rejsetid. Træningslejre i Italien, Spanien og Thy. Og jeg kunne blive ved. Men jeg ser også, for nu at være helt ærlig, tilbage på et fodboldliv, som til tider har været præget af de usynlige kampe, som et liv i elitefodbold også medfører. 

Jeg tænker på de indre kampe, der foregik indeni mig. De indre kampe der handlede om mig selv og mine egne præstationer. Om jeg nu gjorde det godt nok. Om jeg havde opnået nok. Om jeg kunne have gjort det endnu bedre. Om jeg nu også ville blive en del af startopstillingen i næste weekend. Hvorfor lavede jeg også den fejl? Hvorfor mærker jeg lidt i lysken? Er det starten på en skade? Nervøsiteten før kamp, som indimellem ikke bare var nervøsitet, men reel præstationsangst. Tankerne før kamp, tankerne efter kamp. De utallige indre kampe, som dog blev færre og færre i takt med at jeg lærte mere om mig selv og lærte at håndtere det; men som alligevel aldrig forlod mig helt. 

Og så var der de ydre kampe. Dem, som jeg ikke havde kontrol over. De ydre kampe, jeg oplevede i nogle af de miljøer, jeg har været i. Jeg ser tilbage på miljøer, jeg har været i, hvor de ydre rammer var præget af psykologisk tryghed, som gav plads til også at være et menneske, mens jeg andre steder oplevede kulturer, der skabte frygt og ubehag. Trænere der ikke accepterede fejl. Der truede med at smide specifikke spillere ud af træningen, hvis de lavede én fejl mere. Trænere der var utilregnelige. Ydmygede spillere. Trænere der indimellem gjorde de indre kampe, som de fleste fodboldspillere i forvejen har, og som jeg mener er og bør være en del af et liv i elitefodbold, endnu værre. Som gjorde de indre kampe uudholdelige at være i. Sådan var det i hvert fald til tider for mig. 

Selvom det er noget tid siden, at jeg har oplevet de hårdeste kampe, fordi jeg trivedes i den klub, jeg forlod, så sidder jeg alligevel tilbage med tanken om, at de der både indre og ydre kampe i livet med fodbold er aspekter, jeg ikke kommer til at savne. Som er lidt befriende at slippe for faktisk. Jeg kan da heller ikke afskrive, at min uddannelse i psykologi også gjorde det sværere og sværere for mig at acceptere de ting, jeg havde oplevet. Jo mere viden jeg fik om, hvordan sindet fungerer, desto sværere blev det for mig at acceptere eller endda ignorere, når enten jeg selv eller en holdkammerat blev behandlet på måder, som virkede så psykologisk uhensigtsmæssige. 

Sidst, men absolut ikke mindst, ser jeg tilbage på minder om frivillige, om fysioterapeuter, fysiske trænere, holdledere, analytikere, trænere, der gjorde en kæmpe forskel for mig, både som spiller og som menneske. Og minder om en masse medspillere, som altid var mit safe space. Som var dem der greb mig, når det var svært. Og som fejrede med mig, når jeg havde succes. Stærke, sjove, dygtige, selvstændige, hårdtarbejdende, ambitiøse, disciplinerede fodboldspillere. Som stod op for hinanden, når noget var svært. Det er dem, jeg tænker på, når jeg skriver det her blogindlæg. For selvom mange af dem trives, så ved jeg også, at mange af dem oplever de indre og ydre kampe, som jeg beskriver her. Jeg ønsker så dybt, at flere og flere spillere vil opleve, at de ikke er alene om de kampe. At de oplever sig grebet, når de har behov for det. Udfordret når de skal det. Og støttet gennem det hele. Derfor gør det mig glad, når jeg ser, at der kommer større og større fokus på den mentale del af livet i fodbold. Det gør mig glad, når klubber investerer i sportspsykologer eller mental træning. Når Rasmus Nissen Kristensen i sin nye bog og i interviews fortæller hudløst ærligt om de mentale udfordringer, som kan blive så altoverskyggende, at de kan fjerne glæden fra både sporten og dele af livet. Det gør mig ondt at høre, men det glæder mig også, fordi det er første skridt til, at flere fodboldspillere for det første ser, at de ikke er alene om indimellem ikke at trives. At flere opdager, når noget er svært. Når noget ikke er, som det bør være. For så at kunne tale højt om det. At række ud til en ven, kæreste, en medspiller, en i staben man har tillid til, en professionel, række ud til en psykolog, tale med spillerforeningen. 

Jeg har selv mærket, hvor stor en forskel det kan gøre at række ud til de rigtige mennesker. Til dem som vil dig det bedste. Og jeg har sådan lyst til, selvom de højst sandsynligt ikke læser det her, men alligevel at sende et dybtfølt tak til de mennesker, jeg har mødt gennem min karriere, som har troet på mig, løftet mig op, bakket mig op og dem, som har set mig som det menneske, jeg var og er bag fodboldspilleren. Det er jer, der varmer mit hjerte nu. Fodbold varer ikke evigt, men det gør de aftryk, vi sætter i hinanden som mennesker. Jeg er glad for, at de fleste aftryk er gode og positive, og så håber jeg, at du, som stadig læser med her, bliver inspireret til at være den, der sætter positive aftryk hos de mennesker, du omgås.