Plads til forskellighed: Men kan man være for sårbar til elitesport?

Photo Credits: Como Women; Photographer: Valentina Luraghi

For et par år siden udkom DR-dokumentaren ‘Fodboldens usynlige syge’, hvor tidligere spillere på det danske kvindelandshold stillede sig frem og fortalte om, hvordan de havde kæmpet med forskellige former for psykiske lidelser under deres aktive fodboldkarriere. Jeg kan huske, jeg skyndte mig ind for at se de to afsnit, fordi jeg glædede mig over, at nogen endelig turde sætte ord på bagsiden af livet som elitefodboldspiller. Det skal understreges, at jeg personligt ikke selv har haft de samme oplevelser som dem, spillerne i dokumentaren beskriver, og at jeg ikke har til hensigt at starte en diskussion om de konkrete sager og udtalelser, dokumentaren frembringer. Men jeg oplevede, og gør det stadig i dag, stor taknemmelighed over, at spillerne i dokumentaren åbnede op, og jeg kan huske, jeg håbede, at det måske kunne skabe rum for, at flere turde tale højt om de sider af livet i fodboldverdenen, som ikke ligefrem fremmer den mentale sundhed. At det kunne blive starten på en kulturændring.

Men jeg stødte mest på kommentarer, der lød i retningen af, at “hvis ik’ de ka’ holde til de krav, der bliver stillet, ka’ de ik’ være en del af en elitesport”. Jeg skulle måske have holdt mig fra kommentarsporet på Facebook, men kommentarerne jeg stødte på online afspejler en kultur, jeg også møder i den virkelige fodboldverden. En fodboldkultur hvor min oplevelse er, at flere fortsat mener, at sårbarhed i de fleste tilfælde er udtryk for svaghed, og hvor det er lettere at tale højt om fysiske overbelastningsskader på trods af, at den mentale overbelastning ofte kan fylde i lige så stor, hvis ikke større, grad.

Jeg husker selv den mentale overbelastning, som fyldte min hverdag i livet med fodbold, særligt da jeg var yngre. Jeg husker præstationspresset. Følelsen af at skulle præstere bedst muligt i alle de arenaer, jeg var i. Både privat i mine relationer, i skolen og på fodboldbanen. Og hvordan det belastede mig, når det ikke var muligt. Når jeg for eksempel havde spillet en dårlig kamp, og mine tanker fortalte mig, at jeg ik’ var go’ nok. Og jeg kan huske, at jeg ikke turde sige det til nogen i klubben. Både fordi jeg ikke vidste, hvem jeg skulle gå til, og fordi jeg følte, at det var umuligt at fortælle, at jeg var mentalt presset uden frygten for, at det ville få sportslige konsekvenser for mig. Men mest af alt kan jeg huske, jeg tænkte, at jeg jo nok ogs’ er den eneste, der er så mentalt presset, og at jeg også bare sku’ tage mig sammen. Jeg så på mine holdkammerater og tænkte, at de virkede så robuste. Så stærke. At de helt sikkert ik’ havde det som mig. At de følelser jeg havde ikke hørte til i fodboldverdenen, og hvis jeg fortalte om dem, ville jeg blive afsløret. Afsløret i ikke at være stærk nok til at være her. Så jeg forblev tavs. Bed det i mig og mødte op til træning hver dag. Igen og igen. Fordi jeg elskede, og stadig elsker, fodbold.

En af mine redninger blev min daværende holdkammerat. Hun var en af de piger på holdet, jeg så op til. Jeg synes, hun var cool. Hun havde en mentalitet, jeg selv ville ønske jeg havde. Hun var så målrettet, så stærk. Hun havde aldrig haft pause fra elitefodbold, som jeg selv havde, da jeg var endnu yngre. Hun var et pragteksemplar på en elitesportsudøver. Og så var hun samtidigt go’ at snakke med. Og pisse sjov. Sidstnævnte (hehe) var det, der gjorde, at vi blev gode veninder og flyttede sammen. Vi blev mere og mere tætte og fortrolige, og jeg begyndte at åbne op for de svære følelser, jeg oplevede i fodboldmiljøet. Og hun rummede det. Hver gang. Hun genkendte endda af og til de følelser, jeg beskrev. Jeg følte mig altid mindre alene, mindre anderledes, når jeg havde snakket med hende. Og så kan jeg huske, hun en dag sagde til mig, at hun ikke forstod, hvorfor jeg følte, at jeg ikke passede ind i fodboldverdenen. At hun netop synes, jeg sku’ blive ved med at være mig og blive ved med at spille fodbold, fordi det er det, jeg elsker.

Jeg er ret sikker på, jeg ikke havde været, hvor jeg er i dag, hvis ikke det var for hende. Min veninde. Hun lærte mig, at der er plads til forskellige personligheder - også i elitesport. At der er plads til at være den målrettede og robuste, men også til at være den mere følsomme. Og så viste hun mig, at man i øvrigt godt kan være begge dele på samme tid. Og den erfaring håber jeg, at flere piger og kvinder, og drenge og mænd, vil opleve i fodboldverdenen. Erfaringen af, at der er plads til og rum for forskellighed, også i elitefodbold. Det betyder ikke, at der nødvendigvis er plads til alle, men jeg tror på, vi kan sørge for, at der bliver plads til flere. At færre, på trods af stort talent og kærlighed til fodbolden, vil opleve sig nødsaget til at lægge støvlerne på hylden af årsager, der har med mental sundhed at gøre.

Jeg ønsker, at du vil møde en fodboldklub og et fodboldmiljø, som skaber rum for, at du oplever, at hér hører du til - både som fodboldspiller og som det menneske, du er. At du, som jeg, vil finde en holdkammerat, der forstår dig, eller at du vil møde en træner, som sætter pris på forskellige personlighedstyper, eller at du vil opleve det trygt at sige højt, hvordan du har det til en eller flere i spillertruppen eller trænerstaben. På den måde tror jeg på, at vi sammen sørger for, at elitefodbold bliver et sted, hvor der er plads til flere. Mange flere.

Brug din stemme
Har du selv input til eller erfaringer med oplevelsen af mentalt pres i kvindefodbold eller i fodbold generelt? Eller har du spørgsmål eller emner, du synes, jeg skal belyse? Kontakt mig meget gerne på instagram @mathildekruses eller mail mathildekruse@outlook.com. Og så arbejder vi desuden på en brevkasse, hvor du, anonymt, kan skrive ind med dilemmaer eller spørgsmål omkring mentalt pres eller mentale aspekter ved dét at være fodboldspiller.