Trænerens rolle: Kan jeg som spiller egentlig kræve at blive behandlet ordentligt?

Jeg tror, vi er mange fodboldspillere, der har oplevet det. Både god og dårlig ledelse. Uretfærdig behandling. Enten af os selv eller af en holdkammerat. Men det er jo bare sådan, det er. Det er en del af gamet. Eller er det? Bør det egentlig være det? For et års tid siden lyttede jeg til et afsnit af DR’s podcast Indersiden med Viktor Fischer, der handlede om god og dårlig ledelse i fodboldens verden. ‘Fodbolden ændres indefra’ var titlen på det specifikke afsnit, som jeg varmt ka’ anbefale dig at lytte til. Jeg synes, det var enormt interessant. Interessant at lytte til Viktor Fischers undren. Som for eksempel hans undren over, “at man ligesom i form af sin stilling i en fodboldklub kan tillade sig flere ting end andre kan, på sådan et menneskeligt plan. Det kan undre mig meget”, som han udtaler det i afsnittet. Hans undren udvikler sig til en interessant samtale med Katja Moesgaard, der har erfaring med ledelse fra både fodbold og det private erhvervsliv. En samtale om forskellene mellem ledelse i fodbold og i det ‘virkelige’ erhvervsliv, og om hvordan gode resultater er førsteprioritet i en præstationsverden, og dét nogle gange på bekostning af god ledelse. Og måske særligt på bekostning af de “spillere, som måske ikke helt lykkes. Der synes jeg, at lytte til, at tonen… den er ikke okay. Og så kan man sige, at de spillere tjener simpelthen så mange penge. Det er argumentet”, som Katja Moesgaard udtaler det. Moesgaard og Fischer undrer sig begge over argumentet. Og jeg deler den undren. At argumentet om at spillere tjener så mange penge, at de bør finde sig i dårlig behandling ikke er overførbar til lønningerne i kvindefodbold er én ting, men fra et menneskeligt, etisk perspektiv, synes jeg, ikke det bør være et legitimt argument i hverken kvinde- eller herrefodbold.  

Samtalen mellem Viktor Fischer og Katja Moesgaard afsluttes med, at de pointerer, at der ofte ikke er nogen, der siger fra. At “der er så meget, der ikke bliver sagt. Fordi man vil på holdet. Det hele handler om at være på holdet”, som Katja Moesgaard udtaler. Mit ønske er, at der er lidt mere, der bli’r sagt. At der er lidt flere, der tør sige noget. Og, måske endda vigtigst af alt, at vi arbejder for at skabe miljøer, hvor spillere oplever det trygt at sige det højt, når de oplever mental mistrivsel eller uretfærdig behandling.

Og i dét arbejde tror jeg, at der med fordel først og fremmest bør være større fokus på træneren. Trænerens tilgang til spillerne. Det tror jeg både, fordi forskning, som vi kommer tilbage til senere, peger på, at trænerens tilgang kan fremme spillernes mentale sundhed og præstationer, men også fordi jeg selv, og utallige andre fodboldspillere, jeg har talt med, har oplevet, hvordan en træner kan medvirke til enten mental trivsel eller mistrivsel. Jeg har oplevet trænere, som har fremmet min mentale trivsel, når de tog sig tid til at se mig i øjnene og forklare, hvorfor jeg skulle sidde på bænken i en kamp, eller når de prioriterede at joke og småsnakke lidt med alle spillerne uafhængigt af den enkeltes hierarkiske plads på holdet, sådan som jeg oplever det i min nuværende klub. Og så har jeg også tidligere oplevet trænere, der gjorde det svært at være i mental trivsel, når de eksempelvis talte dårligt om mig bag min ryg, når de råbte skældsord eller truede med at sætte mig eller en holdkammerat af holdet efter hver eneste fejl begået på banen. Det er blot få, milde eksempler ud af utallige andre, som jeg slet ik’ er interesseret i at udbasunere her. Og det handler ikke om, at vi som elitesportsudøvere selvfølgelig skal kunne håndtere at være under et pres. At vi skal kunne holde til at få at vide, at vi spillede dårligt, at vi skal kunne håndtere en skideballe, eller at få at vide, at vi lige nu ik’ er gode nok til at komme på holdet. Det er en del af spillet. Men måden træneren giver feedback på og kommunikerer med spillere på kan være til fordel for ikke bare spillerens mentale trivsel, men også for spillerens præstation på banen. Og det er vel i alles interesse?

Præstationspres er et vilkår i sportens verden, som performance- og sportspsykolog, Melissa Elveberg, beskriver det i en artikel udgivet af GameChanger, men forskere har alligevel de senere år undersøgt, hvordan vi kan skabe mere bæredygtige betingelser for elitesportsudøvere i denne præstationskultur. I den forbindelse peger nyere forskning på, at trænerens grad af ‘compassion’ kan have positiv indflydelse på atleters performance, livskvalitet og trivsel. Compassion defineres, kort beskrevet, som åbenhed over for egen og andres lidelse. Det handler altså, overordnet set, om at have et dybtfølt ønske om at lindre og forebygge smerte hos sig selv og/eller hos andre. For eksempel at en træner interesserer sig for og spørger ind til, hvordan den enkelte spiller kan præstere bedst, eller at en træner oprigtigt ønsker, at spilleren ikke skal tynges af selvkritik efter en dårlig kamp. Et studie fra 2022 (Oliverira et al., 2022) viser, at der var en sammenhæng mellem trænerens grad af compassion, og hvorvidt atleter oplevede skam, selvkritik, social tryghed og livskvalitet. Resultaterne viste, at jo mere compassion, træneren udviste, desto mindre selvkritik og skam oplevede atleterne samt desto mere social tryghed og livskvalitet. Samtidigt viste et andet studie fra 2024 (Backman et al., 2024), at de 12 danske trænere, som forskerne interviewede i undersøgelsen, selv mente, at atleternes performance faktisk blev forbedret, når træneren udviste compassion, empati og forståelse overfor deres atleter.

Forskningen ovenfor tyder altså på, at træneren ikke “blot” forbedrer atleters mentale helbred, men også performance, ved at udvise compassion. Det er vigtigt at pointere, at forskning omkring compassion i sportsverdenen fortsat er et nyt område, men indtil nu tyder det på, at trænere med fordel kan øve sig i at udvise compassion - også i et præstationsmiljø. Og desuden at spillere også selv med fordel kan kræve, at træneren udviser empati og compassion. At spillere ikke bør acceptere enhver form for adfærd fra træneren rettet mod dem selv eller deres holdkammerater. At du som spiller ikke alene kan kræve at blive behandlet ordentligt af din træner, men at du faktisk bør kræve det; både af hensyn til dit eller dine holdkammeraters mentale helbred og af hensyn til din individuelle og dermed også holdets performance. Derfor håber jeg, at flere spillere tør sige det højt, når de oplever mental mistrivsel eller uretfærdig adfærd fra en træner eller anden ledelsesfigur.

Men hvem ska’ man egentlig sige det til? “Jeg har aldrig nogensinde stødt på nogen, jeg kunne gå til, som ikke var partisk (...). Hvis jeg var uretfærdigt behandlet, eller så en, der var uretfærdigt behandlet, som gik med det alene, så ku’ man gå til sine forældre. Ens forældre ved ikke noget som helst, andet end at de elsker dig, og de passer på dig, og de synes, at alle er nogle røvhuller, hvis ikke du har det godt”, siger Viktor Fischer i podcast-afsnittet, jeg nævnte tidligere. Selvom der ikke, som i det private erhvervsliv, hvor der findes HR-afdelinger, er et oplagt sted i din fodboldklub, hvor du kan tale med en, der ikke har indflydelse på, om du kommer på holdkortet, så håber jeg alligevel, du oplever at have en holdkammerat, mentaltræner, et stabmedlem eller andre, du kan gå til, hvis du oplever mental mistrivsel eller uretfærdig behandling af dig selv eller en holdkammerat. Og ellers kan jeg i øvrigt stærkt (!) anbefale, at du kontakter Spillerforeningen. De er upartiske og ekstremt dygtige til at hjælpe dig, hvis du oplever mental mistrivsel, uretfærdig behandling eller andre problematikker, som dine forældre måske ik’ helt forstår. Brug dem. Brug din stemme.